Til forsiden
Nyheder

Visit Kolding udsender løbende pressemeddelelser. For yderligere information udfyldes kontaktformular.


Hos turistbureauet, Visit Kolding, på Akseltorv kan du finde spændende og særlige Kolding-gaver til de voksne og en hel pakkekalender med 24 gaver til børnene.

Visit Kolding bugner af gaver op til jul. Her kan du finde unikke gaver til familie og venner - og naturligvis til børnene, der skal have en lille pakke hver dag i december. Mandelgaver, adventsgaver og værtindegaver er der også masser af.

Det er ikke nødvendigt at løbe livet af sig og spendere en mindre formue for at gøre december til noget særligt for familiens yngste. De 24 gaver til pakkekalenderen kan købes hos Visit Kolding, og så får du endda en julesok til at putte gaven i hver dag. Der er en pakkekalender med 23 uindpakkede gaver til piger og en anden til drenge, og til begge kalendere hører en ekstra stor gave, som er pakket ind til den 24. december.

Men Visit Kolding har også masser af gaver til de voksne.

Formland-prisvinder Helene Vonsild har fundet inspiration i Koldings historie, rammer og kompetencer til designet af en smuk og unik Damaskdug. Dugen er netop lanceret under navnet "Kolding" i alle Georg Jensen Damsks butikker, og du kan også købe den hos Visit Kolding på Akseltorv.

Og ingen jul uden en god rødvin. Dette års Kolding-vi stammer fra et højdedrag i Côtes de Castillon, Bordeaux. Ejeren af Chateau la Casparde er Jean-Pierre Janoueix fra det berømte vinfirma fra Saint-Émilion og Pomerol. Koldingvinen har en dyb rød farve, stofrig og har en koncentreret smag og duft med søde tanniner og frugt med nuanceer af brombær, multebær og vanille.

I år kan du også købe en særlig Kolding-Te i to forskellige udgaver. Den ene er en hyggelig julete med duft af kanel. Den anden er en sort Kina-te med smag af blandt andet ananas, jordbær og hindbær.

Endelig er der et flot udvalg i brugskunst såsom vinpropper og julepynt, som er oplagte mandel-, advents- og værtindegaver.

Der er mange gode grunde til at lade juleindkøbsturen gå via Visit Kolding på Akseltorv.

For yderligere oplysninger kontakt:

Visit Kolding, tlf.: 76 33 21 00


GPS'en er efterhånden uundværlig, når der skal navigeres rundt på de danske landeveje. Men nu har den lille stifinder også fundet vej ud af bilen og i hænderne på turister i Kolding. Lej en GPS med indbygget guide på dansk, tysk eller engelsk og gå på byvandring i Koldings smukke, historiske bykerne - i dit helt eget tempo.

En spritny opfindelse på turistområdet er nu bogstaveligt talt på gaden i Kolding. GPS'en kan nu også bruges som guide på byvandring i den gamle bydel. Præcis som en traditionel guide viser den vej, mens den fortæller om de historiske mindesmærker og kunstneriske monumenter, der passeres. På GPS-rundturen kan vejen for eksempel lægges forbi Den Spanske Trappe, hvor GPS'en fortæller:
"Udtrykket Den Spanske Trappe opstod i 1973, da man lavede en ny trappebelægning mellem de to pengeinstitutter ..." Nogle minutter senere har lytteren fået en god og levende beskrivelse af udsmykningen og historien bag Den Spanske Trappe. Herefter kan turen gå videre til en af de fem andre seværdigheder på ruten - ganske efter eget ønske og tempo.
"Det helt unikke ved denne guide er fleksibiliteten. Du er ikke afhængig af tid og sted, og bestemmer selv hvor meget du vil høre om den enkelte seværdighed. Hvis du undervejs ønsker at forkorte ruten, tage en afstikker på vejen eller selv bestemme rækkefølgen af de seks seværdigheder, gør du bare det. Og så kan den lejes med både dansk, engelsk og tysk tale," fortæller Kristian Langborg-Hansen fra virksomheden SoftFrontier, der har udviklet guiden i samarbejde med Visit Kolding.

Speak på køreturen

Som et led i konceptet, er der ligeledes lavet en GPS-guide til køreture rundt i Kolding og omegn. Her kan interesserede gratis downloade en spændende køretur på deres Garmin GPS på Visit Koldings hjemmeside, eller hente den på en af Visit Koldings computere i bureauet. Turen går forbi Geografisk have, Kunstmuseet Trapholt og til Christiansfeld, med sin 250 år gamle historie.

"Hvis alt går som forventet, og GPS-guiden bliver en succes, vil vi selvfølgelig lave flere ruter rundt i Kolding og omegn. Det er jo en enestående og meget fleksibel måde at opleve området på, og apparaterne er meget nemme at betjene, så alle kan være med," lover en tilfreds handels- og turistchef hos Business Kolding Jeanette Therkildsen.

En Danmarksguide

SoftFrontier udvikler programmer til GPS'er og mobiltelefoner, og glæder sig til at følge modtagelsen af GPS-guiden i Kolding.

"Hvis det bliver en succes, vil vi naturligvis udvide systemet både i Kolding og på landsplan. Man kan forestille sig et helt Danmarkskort på denne måde, hvor særlige destinationer på en indtastet rute opfølges af speak," forklarer Kristian Langborg-Hansen.

TIL PRESSEN:

Torsdag den 19. juni fra kl. 12-16 står projektkoordinator hos Visit Kolding, Annemarie Michelsen og Kristian Langborg-Hansen fra SoftFrontier klar til at fortælle journalister om guiden, og der er naturligvis mulighed for at prøve på egen hånd.

For yderligere oplysninger og tilmelding til demonstration af guiden kontakt venligst

Annemarie Michelsen, Visit Kolding på telefon 20 26 54 50. Se også www.visitkolding.dk
Christiansfeld og verdensarvslisten

Sven Felding, Rektor for Kunstakademiets Arkitektskole,
holder foredraget ”Christiansfeld og Verdensarvslisten”
onsdag den 20. februar kl. 19:00 på Brødremenighedens Hotel.


At være optaget på UNESCOs liste over bygninger og steder, som anses for at være en umistelig del af verdens kulturarv, er en anerkendelse, som har et både historisk og kulturelt vingesus. Brødremenighedens byer er hver for sig smukke, velholdte eksempler på planlagte byanlæg, som er højt værdsat i de lande, hvor de har fundet plads.

Det enestående er, at de i samme unikke ideale form findes mange steder på jorden og, at de alle steder nyder høj anseelse for deres kulturværdi.

Vejen fra at være nationalt anerkendt som en bevaringsværdig, bygningsfredet by til at være placeret på UNESCOs verdensarvsliste er lang og kompliceret.

Sven Felding, som er lektor i Bygningskunst, rektor ved Kunstakademiets Arkitektskole og næstformand i ICOMOS, vil belyse sammenhængen mellem Christiansfelds aktuelle udviklings- og bevaringsstatus og den status Christiansfeld kan opnå ved at være anerkendt som en del af verdensarven.

Entre: 50 kr.
Tilmelding: senest tirsdag den 19. februar til Christiansfeld Centret, 7356 1300
Alle er velkommen. 

Yderligere information kontakt:
Grete Skovgaard, tlf.: 73561300/ grsk@kolding.dk




PRESSEMEDDELELSE
Kolding, den 31. januar 2007

Én chef for handel og turisme

Nu skal handlen og turismen i Kolding Kommune arbejde endnu tættere sammen. Handelschef hos Business Kolding, Jeanette Therkildsen, er fremover også turistchef.

Business Koldings handelschef gennem de seneste fem år, Jeanette Therkildsen overtager nu også ansvaret for turismen og ledelsen af Visit Kolding på Akseltorv.

”Jeg glæder mig til også at tage den nye udfordring op. Der er masser af potentiale i turismen i Kolding, og det skal vi blive endnu bedre til at udnytte fuldt ud – ikke mindst i tæt samspil med kommunens handelsliv,” siger Jeanette Therkildsen.

Direktør i Business Kolding, Bjarke Wolmar, glæder sig også til, at de to områder kan spille endnu bedre sammen:

”Handel og turisme er jo i forvejen samlet under ét tag, så jeg synes, det giver god mening, at ansvaret for de to områder også samles hos én person. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil gavne både handel og turisme, og Jeanette Therkildsen er den helt rigtige person til at samle og koordinere indsatserne,” siger Bjarke Wolmar.

Den tidligere turistchef, Silja Alisch, fortsætter som vicedirektør i Business Kolding, når hun vender tilbage fra barsel den 1. maj. Hun vil fremover koncentrere sin indsats om forskellige projekter på tværs af organisationen Business Kolding samt arbejde med salg, rådgivning og virksomhedsbesøg.

”Silja Alisch vil naturligvis også fungere som en naturlig sparringspartner for Jeanette Therkildsen og turistforeningen i den fremtidige udvikling af området,” siger Bjarke Wolmar.

Fakta:
Jeanette Therkildsen er cand.merc. i afsætning. Hun har været ansat hos Business Kolding siden 2000, først som projektleder og gennem de seneste fem år som handelschef.


For yderligere oplysninger kontakt:
Handels- og Turistchef Jeanette Therkildsen, Business Kolding, tlf.: 21 43 80 39
Direktør Bjarke Wolmar, Business Kolding, tlf.: 29 44 86 16
PRESSEMEDDELELSE
Christiansfeld, den 31. marts 2008

Udstillingen, som er i ugerne 15 – 20, handler om Christiansfeld kirkebygning set i sammenhæng med andre Brødremenighedskirker og byplaner i andre menighedsbyer i Europa.

I tegninger og billeder fortælles om Herrnhuternes byggerier og byplaner, om ensartethed og principper og om tidens arkitektur og planlægning i øvrigt.

Der vises en række eksempler på ligheder og forskelle mellem herrnhuterbyerne indbyrdes, og tidens byer og bygninger i øvrigt.
Menighedernes væsentligste bygninger er kirkehusene og korhusene, der har en række fælles træk, selv om iklædningen er forskellig fra land til land.

Principperne knytter byerne sammen med en række ideologiske ideer, der ikke mindst knytter sig til tiden, hvor de opstod – en periode, hvor man i særdeleshed planlagde byer og bygninger.

Samtidig findes en række paralleller indenfor samtidige, religiøse bygninger og bevægelser.

Foredragsholder arkitekt Jørgen Toft Jessen holder foredrag på Brødremenighedens Hotel 16.04.08 kl. 19,00 om
Herrnhuternes by- og bygningstyper, BM’s kirke, korhuse og historie på verdensplan. Tilmelding til 73561300 eller grsk@kolding.dk

Velkommen til Christiansfeld Centret
Kongensgade 9, Christiansfeld



______________________________________________________________________________

Yderligere information kontakt:
Grete Skovgaard, tlf.: 73561300/ grsk@kolding.dk
Pressemeddelse d. 11.04.08 

koldingbilletten.dk kan nu købes i Christiansfeld. Godt tilbud til borgere og turister.

Koncerter, sportsbegivenheder, internationale film, teater, stand-up, ... Koldingbilleten.dk er én stor pallette af oplevelser, der nu også forhandles på Turistbureauet i Christiansfeld.

"Vi er glade for at kunne tilbyde turister og borgere i Christiansfeld den nye service. Den gør lokale kulturarrangementer meget mere synlige i Christiansfeld" konstaterer en smilende bestyrer af Turistbureauet i Christiansfeld Finn Johannsen.

Koldingbilletten.dk er den lokale udgave af billetten.dk. En internetportal der lynhurtigt giver et overblik over kulturelle begivenheder i Danmark. Den forhandles ca. 150 steder i landet. Herved er den en smart og nærværende måde at markedsføre arrangementer på, både til glæde for danskerne, og i turistprægede områder som Christiansfeld, også turisterne.

"Der sker en masse i vores område. I august kommer Lars Lilholt til byen, og så er det en stor fordel, at folk kan købe billetterne her" fortæller Finn Johannsen, der allerede har solgt mange billetter til koncerten og andre arrangementer fra sit nye billetsystem.

For mere information:

Christiansfeld Turistbureau telefon 74 56 16 30

www.koldingbilletten.dk




Kolding kommer til at skumme af øl, når hele byen og dens gæster inviteres til Øliaden 2008 den 4., 5. og 6. september. Sidste års Oktoberfest bliver gentaget som en del af Øliaden, der byder på endnu flere aktiviteter i humlens tegn.

Idéen har gæret længe hos Business Kolding, der nu kan afsløre, at Oktoberfest Kolding ikke alene gentages i 2008. Den bliver en del af et endnu større arrangement, nemlig Øliaden. Ganske som Olympiaden er den ypperste begivenhed i sportens verden, så bliver Øliaden det ypperste i øllets verden - og i Kolding.

Fest i hele byen

Med Oktoberfest i Staldgården, håndbryggere på Koldinghus, temaarrangementer på byens caféer, restauranter og pub'er, Øllets Dag i Kolding City, Urter i Øl i Geografisk Have, Øl og Gourmet på First Hotel og meget, meget mere, er der lagt op til to dage med højt skum i Kolding. Øliaden bliver omfattende og international.

Og selvom Oktoberfest Kolding har fået vokseværk, så er der ingen grund til at smide sine lederhosen ud og kigge langt efter sauerkraut og live tyrolermusik.

Det bedste fra Oktoberfest lever videre

"De to store, åbne arrangementer under sidste års Oktoberfest var en kæmpesucces, så dem gentager vi selvfølgelig i år," fortæller projektleder Jan Neergard fra Business Kolding, der står bag Øliaden.

"Da vi arrangerede Oktoberfest Kolding sidste år, var det første gang. Derfor var der oså nogle arrangementer, som viste sig at være mere vellykkede end andre. I år har vi så taget det bedste fra sidste års Oktoberfest, og så forsøger vi så vidt muligt at involvere hele byen i arrangementet, der nu også får et nyt navn, nemlig Øliaden," siger projektleder Jan Neergaard

Øllets Dag

Og det er ikke kun selve Oktoberfesten, der overlever fra sidste år. City Kolding arrangerer i samarbejde med Danske Ølentusiater "Øllets Dag". Lørdag den 6. september vil flere end 10 danske gourmet-bryggerier præsentere deres ædle dråber i Koldings gågader. Der er smagprøver i massevis og næsten garanti for at opdage nye og uprøvede øl.

Øliaden har international klasse

Det nye navn, Øliaden, skal signalere, at der er tale om et eksklusivt og internationalt arrangement, der favner bredt og kan rumme mange forskellige arrangementer. Det er dermed en begivenhed, der kan udvikles videre over de kommende år og blive en årligt tilbagevendende begivenhed i Kolding. Forhåbentlig til glæde for både byens borgere og for turister og andre besøgende.

Derfor inviterer Business Kolding også hele byen til at deltage i samarbejdet om den videre udvikling af Øliaden.

"Vi håber, at vi kan få hele Kolding til at bakke op om Øliaden. Vi vil i hvert fald gøre vores til, at det bliver en fest, som bliver værd at glæde sig til hvert år," siger Jan Neegaard fra Business Kolding.

Med venlig hilsen/Best regards

Tue Knudsen

Kommunikationschef - Head of communication
Mobil: +45 3089 7918 · E-mail: tkn@businesskolding.dk





Smalle brostensbelagte gader, smukke antikvariske huse og en atmosfære, der emmer af nostalgi og stolthed. Byen er Christiansfeld - Brødremenighedens danske hjemby, der har sin oprindelse tilbage i 1773. Med sig til Christiansfeld bragte brødremenigheden peberkagerne, herunder de berømte honningkager.

Nu som dengang bliver der bagt mange honningkager i Christiansfeld. De lokale borgere elsker dem og turisterne kommer langvejs fra, for at købe kager med hjem.

"De færreste kan sige Christiansfeld uden at tænke honningkager. Det er der god grund til, for her kan købes nybagte honningkager året rundt" fortæller Henri Nissen, der er formand for Christiansfeld Bagerlaug.

Henri Nissen er medstifter af bagerlauget, der blev etableret i november 2007.

"Brødremenighedens Bageri måtte lukke og vi startede bagerlauget for at sikre, at der stadig kunne købes nybagte honningkager i det gamle bageri på Lindegade", fortæller formanden.

Brødremenighedens Bageri ligger midt i byen overfor Brødremenighedens Hotel, hvor adskillige konger har resideret gennem tiden. Efter nedlægningen af bageriet i fjor, har bagerlauget indrettet bageriet som café i gadeplan og galleri på første sal.

Café anno 1783

Ved indgangen til caféen klirrer dørklokken. Et gammelt udsmykket træskilt pryder væggen til venstre for døren. Påskriften lyder: "Her fremstilles ægte Christiansfelder honningkager efter Achtnichs originale opskrift anno 1783". Immanuel Thomas Actnich var den første succesfulde peberkagebager i Christiansfeld, og han har æren for, at Christiansfeld og honningkager endnu i dag er to sider af samme sag.

Rundt i det lille cafélokale står små runde borde med dug og lys. Et gammelt massivt bord er lavet om til disk, og en hylde fyldt med cellofanindpakkede honningkager udgør det meste af den ene væg. I hjørnet står et antikt skab og i vinduet hænger en morgenstjerne, der er symbol på Brødremenigheden og Herrens genkomst til jorden. Det er som at træde ind i det 18. århundrede. Stemningen fuldendes af det smilende frivillige personale, der gladeligt fortæller om Christiansfelds 225 årige historie, mens de serverer honningkager og kaffe for blot 10 daler - kontant. Elektroniske betalingskort var ikke opfundet i 1783.

Den lokale Van Gogh

Ovenover cafeén er der indrettet et galleri, hvor kunstnere kan komme og udstille deres værker for et mindre beløb.

"Vi har malerier i mange forskellige genrer. Både af lokale kunstnere og andre. De ældste er malet af Jeppe Madsen-Ohlsen i starten af 1900-tallet, vores lokale Van Gogh. Det er nogle flotte men dystre billeder og motivet er ofte et sted i Christiansfeld." fortæller Henri Nissen. Han understreger, at alle er velkommen til at udstille deres malerier, og alle er velkommen til at komme og se dem ganske gratis.

Bageriets fremtid

Formålet med at etablere Christiansfeld Bagerlaug var at skabe liv i den nedlagte bagerbutik. I Christiansfeld håber alle dog, at Brødremenigheden snart får bevilliget økonomisk støtte til at genåbne bageriet. Da vil der igen blive rørt honningkagedej i Actnichs gamle bageri. Indtil da kan alle nyde godt af galleriet, caféen og nybagte honningkager fra et andet bageri i byen.

"Det er vigtigt, at Brødremenighedens Bageri igen kommer til at bage ægte Christiansfelder honningkager. Allervigtigst er det dog, at ingen besøgende kommer forgæves hertil efter honningkager og det gør de ikke, som tingene er nu." afslutter Henri Nissen. 

"Ingen besøgende kommer forgæves til Christiansfeld efter honningkager," lover Henri Nissen, der er formand for byens Bagerlaug.

For yderligere oplysninger kontakt Finn Johannsen, Visit Christiansfeld på telefon 7456 1630 








Nedenstående pressemeddelelse kan ligeledes findes på www.businesskolding.dk/p59.asp

PRESSEMEDDELELSE
Kolding den 30. maj 2008

Ud i det blå på cykel

Træd sommeren og naturen i møde med pedaler under fødderne og frisk luft i ansigtet. Kolding er fyldt med naturskønne områder, perfekte til cykelture eller -ferie. Kig ind til Visit Kolding og hør mere om mulighederne for at opleve byen og landet på to hjul.

Området omkring Kolding er unik til cykelture. En madpakke, ekstra trøje og naturligvis en cykel er det eneste der skal til, når sommerlandet skal erobres på hjul. Gerne sammen med hele familien. Det giver god motion og er en enestående måde at være sammen på, ikke mindst i sommerhalvåret. Området byder på nogle af Danmarks smukkeste og mest kontrastfyldte landskaber, der er børnevenlige og yderst velegnet til både dagsture og ferier.

Ruterne i Kolding bevæger sig i alle retninger. Fantasien, lysten og tiden sætter begrænsingerne. Følg for eksempel den gamle hærvej ad Troldhedebanestien til Egtved, hvor middelalderpigen ligger begravet, eller østersøruten mod Christiansfeld, der er landskendt for sine honningkager. Er der flere dage til rådighed, har regionen et fintmasket net af mere 3000 kilometer cykelruter, hvor der er gode muligheder for overnatning på campingpladser, bondegårde, vandrehjem eller i feriebyer.

Trænger benene til hvile, kan cykelturen med fordel forenes med andre aktiviteter. Kolding og omegn byder på et væld af aktiviteter som for eksempel kanoudlejning, fjordsejlads, kunstmuseet Trapholt, Koldinghus og meget meget mere. Kom ind forbi Visit Kolding på Akseltorv og hør om mulighederne eller find det hele på hjemmesiden.


For yderligere oplysninger kontakt
www.visitkolding.dk
Annemarie Michelsen, Visit Kolding på telefon 20 26 54 50


Med venlig hilsen/Best regards

Mette Jacobsen



KOMMUNIKATIONSKONSULENT Ÿ COMMUNICATION CONSULTANT
MOBIL: +45 5133 1365 Ÿ MAIL: MEJ@BUSINESSKOLDING.DK




Kolding Turistforening og Kolding Kommunes tekniske forvaltning er i fuld gang med at genskabe den naturskønne sti fra Skamlingsbanken til Grønnninghoved. Foreningens formand henvendte sig til forvaltningen med et tilskud i baghånden, og arbejdet er allerede i gang.

Siden amternes nedlæggelse har brombærkrat og anden genstridig bevoksning haft gode kår mellem Skamlingsbanken og Grønninghoved Strand. Indtil da var det nemlig amtets opgave at rydde den en kilometer lange og meget smukke sti, der sammen med en grusvej på to kilometer forbinder de to naturfænomener.

Naturens Ingenmandsland
Men da amterne blev nedlagt og en del af deres opgaver - ikke mindst på miljøområdet - blev strøet ud over kommunerne, så havnede den naturskønne sti i et vedligeholdelsesmæssigt ingenmandsland.

Resultatet blev et ufremkommeligt morads, som reelt gjorde det umuligt at betræde den smukke strækning.

"Stien er en absolut naturperle og et bindeled mellem to rigtig dejlige steder i Kolding Kommune. Derfor syntes vi i Turistforeningen, at det var møg-ærgeligt, at den bare fik lov at gro til," siger formanden for Kolding Turistforening, Jørn Pedersen.

Forening og forvaltning gik sammen
Derfor tog han kontakt til Teknisk Forvaltning, som var enig i betragtningen. Med et tilskud fra Turistforeningen gik Teknisk Forvaltning hurtigt i gang med arbejdet, og stien vil være farbar igen til turistsæsonen.

"Skamlingsbanken er ét af de store trækplastre på turistområdet i Kolding Kommune, og Grønninghoved Strand er også et yndet udflugtsmål. Så det er absolut en god idé, at man nu igen kan tage den skønne gåtur fra det ene sted til det andet," siger handels- og turistchef ved Business Kolding, Jeanette Therkildsen.

Sammen med Turistforeningens formand anbefaler hun ikke blot turister, men også kommunens egne borgere til at tage turen og ved selvsyn konstatere, hvor smukt området er.

Kolding Kommune er ved at revidere brochuren om Skamlingsbanken. Den nye udgave forventes at være klar omkring 1. september, men den gamle kan stadig hentes hos Visit Kolding på Akseltorv.




Med venlig hilsen/Best regards


Tue Knudsen

Kommunikationschef - Head of communication
Mobil: +45 3089 7918 · E-mail: tkn@businesskolding.dk











Midsommersøndag i Christiansfeld

- oplev "En bid af eventyret"

Christiansfeld er på mange måder et eventyr. Da tidligere lærer Ellen Hansen derfor skulle finde et slogan for en fælles Midsommerdag i byen, valgte hun: "En bid af eventyret".

Søndag den 22. juni inviterer Christiansfeld sine borgere og alle interesserede til Midsommersøndag i den historiske by.

Christiansfeld er i sig selv et besøg værd med sin gamle bymidte fra 1773. Her blev med Christian den 7.s tilladelse opført en fristad på en bar mark. Og her kunne Brødremenighedens tilhængere leve i frihed, lighed og broderskab.



Åben kulturdag

Søndag den 22. juni har byens handlende besluttet at holde åben fra kl. 11.30-16.

Det samme gælder Museet Enkeuset, Biblioteket, Apotekerhaven, Ydre Missions Hus, Lokalhistorisk Arkiv og Christiansfeld Centret, m.fl.

Dagen begynder kl. 9.30 med morgenkaffe og rundstykker skænket af byens bager. Det foregår på Prætoriustorvet bag hotellet.

Bagefter er der fælles friluftsgudstjeneste for de tre kirker, Brødremenigheden og Tyrstrup-Hjerndrup kirker. Begge præster medvirker sammen med kirkernes kor og organist og Brødremenighedens messingblæsere.



Aktiviteter for børn

Om eftermiddagen er der sjov og aktiviteter for børn med gøgleren Anton Niemann, udendørskoncerter med elever fra Christiansfeld og Kolding Musikskoler. Også Christiansfeld Harmonikaorkester spiller.

Dagen igennem er der arrangeret guidede ture i byens kulturelle bygninger og rum.

Også grev Zinzendorf - som for nylig var på gæstevisit i byen - har meldt sin ankomst i 1700-tals dragt og paryk. Det var ham, der grundlagde Brødremenigheden.

Borgere, der har gamle folkedragter eller hatte, er velkomne til at tage dem på i dagens anledning for at være med til at skabe eventyr-stemningen. I det hele taget lægges der op til, at alle christiansfeldere bidrager med, hvad de kan byde på den fælles dag.

Foto-konkurrence

Op til den 22. juni opfordres byens borgere (og turister) til at tage det bedste billede af den specielle by. Billederne vises med projektor i stort format i den nyrestaurerede Korsal i Søstrehuset i løbet af eftermiddagen. De besøgende er selv dommerkomité og kan stemme på det bedste billede. Når dagen er forbi overrækkes en vinkurv fra Donslund Vine og den nye bog om "Hjerternes By". Billederne skal senest fredagen før sendes til christiansfeld@udfordringen.dk


Sønderjysk kaffebord

Det nyrestaurerede Brødremenighedens Hotel lukker dørene op for et stort sønderjysk kaffebord med et foredrag om denne skønne tradition.

Der bliver også spændende kunstudstillinger med lokale kunstnere.

Hele dagen rundes af med koncert for alle i Tyrstrup kirke kl. 16, hvor bassisten Jeppe Smith-Olsen og pianisten Søren Kristiansen spiller. To jazzmusikere med enestående fornemmelse for danske salmer og sange. Der er gratis adgang.

Bag det fælles initiativ står Byforum, Handelsstanden, byens kirker, Ydre Missions Hus, Christiansfeld Centret og Turistbureauet.

Nærmere oplysninger hos:

Finn Johansen, Turistforeningen - ChristiansfeldCentret.

Telefon: 73 56 13 00 - www.christiansfeldcentret.dk

E-mail: centret@christiansfeld.dk
Det bliver god, tysk Erdinger-øl, der flyder i hanerne under teltdugen, når Øliadens Oktoberfest slår teltpælene i Staldgården ved Koldinghus. Dermed synes en tradition at være grundlagt. Erdinger sponsorerede nemlig også den første udgave af Oktoberfest Kolding, der i år er en del af det endnu større arrangement, Øliaden.

Det originale tyske øl serveres igen i år til Oktoberfesten i Kolding. Det tyske bryggeri Erdinger har indgået en sponsoraftale med Business Kolding omkring Oktoberfesten i Staldgården den 5. og 6. september.

Sponsoraftalen med Erdinger betyder blandt andet, at alle øl serveres i originale, tyske lerkrus, og at kvaliteten af det udskænkede øl er helt i top.
"Vi er glade for, at Erdinger også i år har valgt at samarbejde med os omkring Oktoberfesten. Erdingers sponsorat har vi mulighed for at give vores gæster en endnu mere autenstisk tyroleroplevelse," forklarer projektleder Jan Neergaard fra Business Kolding, som står bag Oktoberfesten og Øliaden.

Øliaden løber fra den 4. til 6. september, og Oktoberfesten gennemføres den 5. og 6. september i Staldgården. Det store Erdinger-telt har plads til 800 spisende gæster pr. aften, og de forventes at drikke mere end 4.500 liter øl i løbet af de to festlige dage.

Også den danske importør bag Erdinger, virksomheden TheoBrands er glade for at bidrage til en succesfuld Oktoberfest i Kolding.

"Vi støtter Oktoberfesten i Kolding, fordi det er et sjovt og spændende initiativ, som passer perfekt sammen med vores produkter," forklarer Henrik Rostbøll fra TheoBrands. Han tilføjer:
"Arrangmentet er formentlig et af de største af sin art i Danmark, og det vil vi gerne bakke op om."

For yderligere oplysninger kontakt:

Projektleder Jan Neergaard, Business Kolding, telefon 3062 5560
Henrik Rostbøll, Theobrands, telefon 2687 4506
Kommunikationschef Tue Knudsen, Business Kolding, telefon 3089 7918
Visit Kolding Akseltorv 8 6000 Kolding Tlf.: +45 76 33 21 00 Fax.: +4576332120 KONTAKT