|
Kolding er en gammel middelalderby og blev i 1500-tallet betragtet som en af Europas mest fremtrædende byer. I hverdagen lægger de færreste mærke til, at de bygninger og pladser, som de dagligt går forbi, vidner om dengang Kolding var en rigtig kongeby. Tag blikket fra de spændende butikker og oplev en anden side af byen.
Når du går ned gennem Kolding, tænker du så på, at stenene under dine fødder er mange hundrede år gamle? Har du nogen sinde taget dig tid til at se på husenes gavle, vejenes placering og udsigten fra Koldighus? Prøv at gå en tur gennem Koldings gader,- og forestil dig byen for 500 år siden.
Kolding blev grundlagt i sidste halvdel af 1100 tallet, og i slutningen af 1500 tallet blev Kolding betragtet som en af Europas mest fremtrædende byer. De gamle bygninger i bykernen vidner om byens oprindelse, og der skal ikke andet til end at lægge hovedet tilbage for at se, at Koldinghus har været samlingspunkt for middelalderbyen Kolding.
Gå op gennem gågadesystemet og se, hvordan gamle huse ligger side om side med nye forretninger. Lige midt i gågadens vrimmel af tilbud findes huse fra en helt anden tid. I Helligkorsgade ligger det ældste bevarede byhus i Kolding. Det er et rødt bindningsværkshus, som tidligere blev brugt som byens turistkontor. Huset er fra 1589.
Fortsættes turen gennem gågaden op ad Østergaden, er pladsen på Akseltov en pause værdig. Frem til 1930 var Akseltorvet stedet, hvor bønderne kom kørende til fra oplandet med aksel for at sælge deres afgrøder og lignende. Helt op til idag bliver pladsen stadig brugt som markedsplads et par gange om ugen. På Akseltorv finder man byens turistkontor, rådhuset og opkørslen til Koldinghus. Det er tydeligt at se, at torvet var, og stadig er, et af byens samlingspunkter.
På vestsiden af Akseltorv ligger Borchs gård. Huset er et af landets fornemste eksempler på borgerhuse fra renæssancen. Det er bygget i 1595 og godt velligeholdt op til i dag. Med udsigt mod slottet og udgang til en af byens centrale pladser, er det let at forestille sig den gode beliggenhed, dette hus har haft dengang såvel som idag. Huset fungerer nu som byens kulturforvaltning.
Turen fra Akseltorv mod Koldinghus giver en fornemmelse af, hvordan det måtte have været at drage mod slottet. De brostensbelagte gader, der snor sig opad mod midtbyens højeste punkt, vidner om slottets betydning for byen. Koldinghus blev opført i midten af 1200-tallet. Vejene til slottet er placeret, så beskyttelse mod fjender var muligt. Gå rundt om slottet, slå dig ned på græsset foran slottet, og nyd udsigten over byen.
Efter sådan en slentretur, er det pludselig ikke så svært at forstille sig, at Kolding engang var en af europas mest betydningsfulde byer.
Visit Kolding kan være behjælpelig med materiale til byvandringer, så du kan læse lidt om byens huse og pladser. Hele sommeren igennem gennemføres byvandringer med lokal guider, der viser og fortæller om stederne her og meget mere.
I ferier og weekender skal der være tid til børnene. Hverdagens hektiske liv, den dårlige samvitighed og samværet, der hurtigt går op i praktiske sysler, skal skiftes ud med nærvær, leg og latter.
I ferier og weekender skal hverdagens afsavn indhentes med en masse kvalitetstid. Kolding er fuld af aktiviteter for børn og deres forældre. Vi har mange tilbud, der giver mulighed for samvær.
Legeparken ligger i hjertet af Kolding ved siden af byparken. Legeparken er gratis for hele familien. Her kan man tage ud at sejle, køre i mooncars, lege i sandkasser, klatrestativer og meget mere Mens børnene leger, kan de voksne grille på de opstillede grillpladser. Om vinteren, når søen fryser til, kan man også løbe på skøjter. Med de omgivelser kan det kun blive en god dag.
Hvis solen skinner, og fuglene synger, kan en tur med familien til Geografisk Have være det helt rigtige udflugtsmål. Tag en madkurv med. Find skygge under et stort træ og pak alle herlighederne ud. Lad børnene løbe rundt og lege med dyrene. Gå en tur med din elskede og duft til blomsterne. Her er oplevelser for hele familien.
Sommersjov på en vinterdag
På en mørk og sur vinterdag hvor børnene hænger foran computeren, og energi niveauet er i bund, er den bedste kur en dags sommersjov for hele familien. Pak badetøjet og tag en tur i Slotsøbadet der er Koldings tropiske badeland. Det er sundt at bevæge sig, og det giver familien en mulighed for at lege sammen. Slotssøbadets store glasbygning giver en fornemmelse af, at man står udenfor, hvilket giver en unik badeoplevelse. Leg i rutsjebanen eller lav en svømmekonkurrence. Lad børnene plaske rundt, mens den trætte vinterkrop varmes op mellem boblerne i spabadet. Gå i det tyrkiske dampbad og slut af med det kolde gys. Hvis det skal være rigtig luksus, så forkæl dig selv med massage eller zoneterapi. Vinterens mørke er helt sikkert glemt efter en dag i Kolding Slotsøbad.
Når mørket falder på, og lygterne tændes, viser byen sig fra en anden side. Kolding har et spændende natteliv med oplevelser for enhver smag. Byen har et bredt udsnit af caféer, restauranter, diskoteker og pubber, der alle kan være med til at gøre aftenen og natten til en festlig oplevelse.
Når sulten trænger sig på
Kolding har en bred vifte af restauranter, der tilbyder madoplevelser i alle prisklasser. Byen har ca. 60 forskellige restauranter og caféer, alle med hver deres særpræg. Her er gourmet for de kræsne, plads og underholdning for familierne, caféliv, fastfood, kinesisk, græsk, italiensk, tyrkisk, amerikansk og selvfølgelig dansk mad.
Ikke blot en øl
Øl er blevet mere end blot en kold Tuborg. I de seneste år er det blevet populært at udforske øllets forskelligheder. Øl har fået samme status som vin, det skal smages på og snuses til. I Kolding kan man få en øl oplevelse ud over det sædvanlige. Smag en mørk øl tyk som sirup og med en styrke, der mærkes i hovedet dagen efter, eller prøv en rigtig tøse øl med sødme og bobler, der kilder i næsen. Et besøg på et af Koldings ølhuse er opskriften på en rigtig sjov aften. På Republikken i Munkegade, sælges specialøl fra hele verden. Stedet har et meget bredt udvalg af øl, der kan nydes i 70´er inspirerede omgivelser. Den Engelsk Pub i A.L. Passagen tilbyder et bredt udvalg af engelske øl og ales. Et besøg på Den Engelske Pub er som at træde ind i en anden verden. Her er musik, latter og masser af engelske øl. Når kareokee anlægget sættes i gang, kommer gæsterne først hjem, når solen står op. Knuds Garage i Munkegade er et perfekt sted at hænge i baren og lytte til gammelt rockmusik. Her findes et bredt udvalg af såvel øl som spiritus.
Og så skal der danses….
Efter et besøg på et af byens ølhuse er det tid til dans. Kolding har et bredt udvalg af diskoteker og spillesteder. Er man til live musik, kan man slå vejen forbi Tavlen i Munkegade. Stedet besøges hver weekend af kopi- og party bands, som altid kan sætte gang i publikummet, og dansegulvet fyldes hurtigt op.
Er man mere til diskoteker, med drinks og dunkende rytmer, er man ikke gået forgæves. Jernbanegade er i weekenderne omdannet fra gågade til festgade, med flere diskoteker, der har alt fra R&B og danske hits til elektronisk musik. Vi har blandt andet en stor Crazy Daisy, hvor aldersgrænsen er over de 21 samt Shakers, der er et tre etagers diskotek med forskellige barområder.
Derudover har vi Pitstop med scene, live musik og rock fra hele landet. Bliver det hele for højt, kan man trække sig tilbage til det, vi her i Kolding kalder ”Pornobaren”, et loungemiljø på Pitstop, der er det perfekte kyssested.
Kolding er en af Danmarks bedste mødebyer. Med byens beliggenhed midt i landet, de historiske og kulturelle seværdigheder og den smukke natur er omgivelserne perfekte for en professionel og oplevelsesrig mødeby.
Kolding har i mange år, på baggrund af sin placering midt i landet, været et naturligt valg for både lokale og internationale møder og konferencer.
Med fokus på det gode værtskab, spændende oplevelser og professionelle faciliteter vil vi gøre dit møde eller konference til en oplevelse udover det sædvanlige. I Kolding kan du slappe af, nyde dit ophold og være sikker på, at din konference bliver en succes.
Kolding har også kulturelle tilbud, som kan bidrage med en ny dimension til et traditionelt arrangement. Det smukke Koldinghus udgør eksempelvis en storslået ramme. Med sine store sale og middelalderlige stemning kan Koldinghus være vært for stemningsfulde gallamiddage eller bare udgøre en utraditionel ramme for et ellers traditionelt møde.
Hvis faciliteterne skal være mere moderne kan Trapholt med sin beliggenhed ved fjorden, den overraskende arkitektur og samling af moderne kunst tilbyde en meget oplevelsesrig ramme for møder, konferencer og sociale arrangementer.
Det er også muligt at leje et af Skandinaviens største sejlførende træskibe til en tur på Kolding Fjord. En sådan sejltur kan tilføre et anderledes afbræk og fungere som transport fra en konference til et aftenarrangement. Kolding kan altid tilbyde både traditionelle såvel som anderledes omgivelser, der inspirer og giver mødedeltagerne en ekstra oplevelse.
Visit Kolding fungerer som omdrejningspunkt for arbejdet med Kolding som konferenceby. Byen samarbejder på tværs af brancher for at skabe gode oplevelser og succesfulde arrangementer. Det betyder at Kolding som konferenceby er omgivet at et professionelt netværk, der dækker alle de områder, som er vigtige for at være en perfekt værtsby for vores gæster.
|
|