Til forsiden
Biblioteket

Kunst på Kolding bibliotek rummer blandt andet Olafur Eliasson, Kirstine Roepstorff, Cato Thau-Jensen, Signe Kleis.

Kolding Bibliotek
Kolding Bibliotek
Olafur Eliasson: To lufthuller med lys
Olafur Eliasson er verdenskendt billedkunstner. Kolding har fået to af hans kunstværker, lavet specielt til gårdhaverne på Kolding Bibliotek. 

Lyset og vejret som vigtige elementer
"Lysets nordiske mester" bliver Olafur Eliasson kaldt. Han bruger mange forskellige materialer i sin kunst og er især kendt for at lade lyset og vejret være vigtige elementer i sine værker. Netop lyset og vejret bliver brugt som virkemidler i de kunstværker, som nu udsmykker de to gårdhaver på Kolding Bibliotek. "To lufthuller med lys" er titlen på Olafur Eliassons kunstværk i gårdhaverne på Kolding Bibliotek, et kunstværk, som hele tiden forandrer sig og skifter i samspil med vejr og vind. 
Den ene del af kunstværket består af syv farvede prismer, der drejer rundt og reflekterer lyset. Neden for hver prisme er et farvet spejl og imellem spejlene er opsat runde lamper. Bevægelsen er sat i gang af en sensor på taget, som registrerer vindstyrken hver dag, og hver prisme kører dermed med vindhastigheden for en bestemt ugedag.
Den anden del af kunstværket er syv spiraler, der drejer synkront med prismerne. Hver spiral består af to strenge, der er valset hver sin vej. Dermed opstår den effekt, at det ser ud som om, de to strenge drejer hver sin vej. Parret længst oppe mod Slotssøvejen viser mandagsvejret, par nr. 2 viser blæsten om tirsdagen, par nr. 3 fortæller om onsdag og så fremdeles. Vinden måles hver dag mellem kl. 11.00 og kl. 12.00, og den højeste hastighed er den, der benyttes. Kl. 12.00 hver dag kan man således se dagens mobile ændre hastighed og afspejle vinden netop den dag. Mobilen kører med den hastighed i en uge, indtil det atter bliver "dens dag", og den får målt en ny hastighed at køre efter.

Kirstine Roepstorff: Syv værker
I bibliotekets sale i kælderen hænger syv værker af collagens førstedame Kirstine Roepstorff. Kirstine Roepstorff henter sit stof i verden omkring sig. Hendes værker har ofte politisk slagkraft, men hun har ikke en politisk mission. Som hun selv udtaler i forbindelse med udstillingen Nuit: Sun. forms of beneath, 2009:

”Jeg er optaget af os som menneskehed og ser verden som en helhed af energier og sammenhænge, hvor din udvikling også er min udvikling. På vores klode hænger alting sammen, alting er forbundet og alting har en interaktion, og det er den helhed, jeg fornemmer, og som jeg beskæftiger mig med ved at slå ned på forskellige aspekter og former. Det kan være klima og storpolitik, men det kan også være nære relationer f.eks. imellem manden og kvinden, mellem barnet og den voksne.”

Roepstorff bruger materialer fra en lang række forskellige kontekster, og som hun sætter sammen i collagerne. Hun kombinerer mange forskellige typer materialer, som glas, stof, avisudklip, fotografier, broderier og meget mere. Kirstine Roepstorff er født i 1972, og gjorde tidligt international karriere. Hun er anerkendt i store dele af Europa og hører til blandt Danmarks mest talentfulde og væsentlige kunstnere.

Værkerne, der hænger på biblioteket er:
Wilderness (Purple commander has left her cocoon), 2007
Wilderness (Artificial moonlight eliminates the process of thought. Doubtful before you open the door), 2007
Ruins of a Lost Life, 2007
Value of their Values, 2007
Four Uncertainties (One of the three Uncertainties), 2007
T for the Trojan Horse, 2006
P as in Coconut, 2006

Signe Klejs: KirominiZ
Kunstneren Signe Klejs (f. 1974) er interaktiv mediedesigner med sans for digitale fortællinger, der inddrager bevægelser i rum. Signe Klejs, der er uddannet fra Designskolen i Kolding, har skabt et digitalt, interaktivt værk til biblioteket. Det hedder KirominiZ, der betyder håndlæsning. Fem steder finder du en stander, hvor du skal bruge hænderne til at opleve kunstværkerne med. Du kan fange en ovenprojektion, der viser den levende illustration af det pågældende genreområder. Bevæger man hånden op og ned på en lodret akse ses et visuelt forløb i flere trin. De fem kunstværker er placeret i fire forskellige genreområder på Kolding Bibliotek. Det drejer sig om to værker i BØRN og et værk i både MUSIK, FAKTA og FIKTION.

I området for MUSIK får du en auditiv oplevelse, der kommer fra en retningsbestemt højtaler, der er placeret i loftet. Henrik Øvad har udviklet lyddesignet i form af et interaktivt instrument, som man kan undersøge og skabe musik med.

I børneområdet kan man opleve små billedforløb, der bl.a. skildrer en drage-udklækning og en fødsel af et fabeldyr. De besøgende får dermed tilført nye oplevelser, der er relateret til biblioteket og dets indhold.

Anette Harboe Flensburg: Flowers and circles
Anette Harboe Flensburg er født i 1961 og uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Kunstneren fortæller selv om billedet:

”Billedet er en kobling mellem et motiv og en metode: det banale, men stadig lige forførende motiv, en blomst males groft op, slettes mere eller mindre med den store pensel, for at genopstå i de sprækker, som den store passer skærer ned i malingen. Som finder man det indre billede i farvelagene. I dette tilfælde med en metodisk gentagen cirkel. Større og større og som en centrifugalkraft til at sende billedet ud i verden.”

Olie på lærred. Billedet er placeret på 1. sal tæt ved INFO 5.

Ken Denning: Bach på Fænø
Ken Denning er født i 1957 og har særligt beskæftiget sig med landskabsbilleder. Kunstneren fortæller om billedet: ”Jeg har min gang på øen Fænø i Lillebælt. Jeg hører ofte Bachs musik, når jeg arbejder. Det hjælper. Begge dele er en stor inspiration i mit arbejde. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke finde ud af, hvornår det var musikken, der styrede mine forsøg, og hvornår det var landskabet fra Fænø. Det kan jeg stadigvæk ikke. Kun at begge dele, iblandt mine andre erfaringer, blev til det billede der nu hænger på biblioteket, og som bærer titlen: Bach på Fænø".

Olie på lærred. 180x190 cm. 2006. Billedet er placeret i stueetagen mellem BØRN og MUSIK.

Maren Kanzler
Maren Kanzler er oprindelig uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding, men har siden taget uddannelser i både England, Indien og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Maren Kanzler arbejder bl.a. med keramik, metal og træ. I 2006 modtog Kolding Kommune Vejle Amts Bibliotekspris, og Kolding Bibliotek fik i den forbindelse tildelt hunden Oskar. Oskar var i 2008 i mediernes søgelys, da han var blevet stjålet fra biblioteket. Heldigvis fik politiet et tip om, hvor han befandt sig, og han kunne derefter vende tilbage til biblioteket. I BØRN kan du også finde grisen Heidi.

Cato Thau-Jensen
I 2008 blev Cato Thau-Jensen bedt om at lave nogle hunde til børnebiblioteket, som kunne udsmykke søjlerne. Det er blevet til seks kunstværker af hunde i finurlige situationer. Ved en konkurrence blandt børn i Kolding Kommune blev der fundet navne til de fem hunde. Cato Thau-Jensen (f. 1966) er uddannet ved Grafisk Skole i Århus og illustrationslinjen ved Designskolen i Kolding i 1996. Han er først og fremmest kendt for vilde, farverige, til tider groteske og let surrealistiske tegninger som illustrationer til flere billedbøger, der altid har humoren som deres våben. I 2002 fik Cato Thau-Jensen Kulturministeriets illustratorpris.
Charles Fazzino
Charles Fazzino (f. 1955) er en international berømt kunstner, der laver 3D Pop Art. Blandt samlerne af hans værker kan nævnes: Hillary og Bill Clinton, Julia Roberts, Paul McCartney og mange andre. I BØRN hænger tre af hans værker, der er utroligt detaljerede. Både børn og voksne kan bruge lang tid på at udforske dem. Der er tale om billederne: Washington welcomes you (2007), Tooth Story Building (2006) og Wonderful Copenhagen (2008).
Tirsdag, oktober 18 2011


 


Visit Kolding Akseltorv 8 6000 Kolding Tlf.: +45 76 33 21 00 Fax.: +4576332120 KONTAKT