Charme og komfort Der er utroligt mange fordele ved at leje sig et hus i ferien. Først og fremmest ligger feriehuse altid pænt – meget pænt endda! De er som reglen bygget eller købt til eget brug af mennesker, der har udvalgt sig en smuk plet nær skov eller badestrand og har indrettet huset med masser af individuel charme og komfort.
Når tid ikke er en luksus Sikke en forløsende frihed at kunne ”låne” et feriehus i sin ferie. Fri for alle bekymringer og pligter. Fri for at tænke at græs, der skal slås; tage, der skal lappes; vægge, der skal males og husterminer, der skal betales. I stedet kan du bare flytte lige ind, brede dig med alt dit habengut og tage hul på en uge eller tre i fuldkommen frihed.
Lev med de lokale Indkøbene klarer du i den nærmeste by eller nede hos den lokale købmand. Åbningstiderne om sommeren er meget fleksible! Når du alligevel er nede at hente frisk morgenbrød hos bageren, så slå lige et slag ned forbi havnen. Fiskekutterne er netop kommet ind, så her har du alle tiders chance for at lande middagsmaden! Og glem ikke de små, ubemandede boder langs vejene, de bugner af friske grønsager og landæg. Du lægger bare pengene for varerne og kører igen – så let er det!
Feriehuset er ”hjemme” Forestil dig at slippe for at bruge tid på at finde natlogi. At kunne udnytte hele dagen og komme sent hjem til din ”egen” seng. Tiden er din egen, hvad enten du bruger den på de kilometerlange sandstrande med at svømme og bygge sandslotte. Om du tager på udflugt og besøger de mange attraktioner. Om du spiller golf eller fisker. Eller om du bare flader ud i en drømmeseng i haven. Ja, uanset hvad du bruger tiden til og hvor længe du er væk – så har du dit eget hus at komme hjem til!
Faciliteter i feriehuset Da de fleste feriehuse er i privat eje kan du ikke forvente at alting er splinternyt – men til gengæld charmerende. Samtidig er huset altid fuldt udrustet med køkkengrej, service, dyner, hovedpuder etc. Men husk at du selv skal have sengetøj, viskestykker og håndklæder med i feriehuset. Ud over lejen betaler du for strømforbrug, og har du ikke selv lyst til at svinge kost og spand ved feriens afslutning – ja, så betaler du dig bare fra en rengøring af huset.
Kæledyr i feriehuset Er du ked af at forlade Trofast derhjemme? Det skal du ikke være, for i mange af feriehusene må du skam gerne have dine kæledyr med på ferie. Masser af muligheder for at menneskets bedste ven kan boltre sig i græs, vand og frisk luft følger helt automatisk med!
Find feriehuset Der er ikke den plet på Danmarkskortet hvor du ikke kan leje et feriehus. Langt størsteparten af de danske feriehuse udlejes gennem bureauer eller turistkontorer, og deres feriehuskataloger er tykke og farvestrålende med fotos og grundige beskrivelser af husets beliggenhed og faciliteter. Flere af de store bureauer har desuden egne hjemmesider, så du kan sidde hjemme i ro og mag og søge og booke feriehuse. Men gør dig selv en tjeneste og book i god tid – der er rift om de danske feriehuse!
Har du allerede bestemt dig for, hvor dit feriehus skal ligge, kan du benytte booking-funktionen på denne side og reservere dit hus med det samme.