Udviklingen fra et landbrugssamfund til et moderne handels- og industrisamfund er markant i Kolding. Byen har oplevet en stor vækst i dette århundrede, og væksten er så kraftig, at de seneste års økonomiske afmatning ikke har kunnet skæmme billedet af et område med høj velstand.
Beskæftigelsen har gennem mange år været bedre end landsgennemsnittet. Kolding har selvfølgelig også oplevet virksomhedslukninger, men disse er blevet kompenseret af nytilkomne virksomheder og vækst i de bestående virksomheder. Alt i alt har Kolding-området i de seneste år haft en pæn befolkningstilvækst og en markant faldende ledighed.
Nye vækstområder
For 40 år siden var hovedbrancherne tekstil og beklædningsindustrien. 20 år senere var fødevareindustri den førende branche, men i dag har flere forskellige brancher slået sig godt fast i Kolding. Det drejer sig især om:
- Jern- og metalindustri (rustfrit stål)
- Byggematerialer
- Farve- og lakindustri
- Emballageindustri
- Engroshandel
- Transport og spedition
Den kraftige vækst det seneste årti betyder, at der også er stigende efterspørgsel af forretningsservice, idet det store antal virksomheder har behov for mange forskellige slags service og rådgivning inden for økonomi, jura og markedsføring.
Stor stålsektor
Den rustfri stålsektor i Kolding-området er i dag den største enkeltindustri med 2.800 arbejdspladser. Trekantområdet har Nordeuropas største antal underleverandørvirksomheder inden for denne industrigren.
I farve/lakindustrien har Kolding-området kendte virksomheder som S. Dyrup & Co., Flügger og Teknos A/S, mens emballageindustrien er repræsenteret med store virksomheder som Kappa Dansk Kraftemballage A/S og POLIMOON Holmia A/S.
Kolding har traditionelt altid haft en stor engroshandel. Dens betydning er blevet styrket i de senere år grundet områdets geografiske beliggenhed. Blandt de største engrosvirksomheder er Würth Danmark A/S, Merrild Coffee Systems A/S og Schou Isenkram.
Spedition
Med den øgede udenrigshandel er transport- og speditionssektorens betydning vokset de seneste år. Her er både firmaer af lokal oprindelse og filialer af landsdækkende og internationale speditionsvirksomheder.
Koldings geografiske beliggenhed har haft stor betydning for væksten inden for transport, idet motorvejene og jernbanelinierne mellem Skandinavien og det øvrige Europa går direkte gennem kommunen.
Internationalisering
Kolding-egnen har traditionelt altid haft en stor udenrigshandel. Det startede i middelalderen, hvor levende stude blev drevet fra Nordjylland ned til Kolding, der var grænseby til hertugdømmet Schleswig.
Positionen som eksportby er blevet opretholdt og udvidet på trods af, at grænsen er blevet flyttet. I dag skønnes det, at 75 procent af alle varer, der produceres i området, går til eksport. Denne eksportandel er dobbelt så høj som landsgennemsnittet.
Mange andre brancher er præget af udenrigshandel. Vores mange engrosvirksomheder - hovedsageligt importører - er sammen med de mange speditionsvirksomheder og konferencehoteller medvirkende til at give området internationalt liv.
Det internationale præg afspejler sig også i virksomhedernes ejerstruktur. Gennem de sidste 25 år er en meget stor del af ejerskabet til områdets virksomheder overgået til udenlandske ejere. 35 procent af samtlige industriarbejdspladser er i dag på udenlandske hænder mod 20 procent på landsbasis. De største udenlandske investeringer kommer fra Sverige, USA og Tyskland.
Industrien var det første mål for udenlandske opkøbere, men i de senere år har også udenlandske engros- og transportvirksomheder etableret sig i Kolding-området gennem firmaopkøb eller nyetablering.
Samarbejde mellem erhverv og uddannelser
Behovet for personale med gode sprogkundskaber og international forståelse dækkes blandt andet af uddannede fra Koldings erhvervsskoler, hovedsageligt International Business College og Syddansk Universitet. Mange af de to skolers elever udstationeres i skoleforløbet i udlandet for en periode og opnår ad den vej international erfaring.
Der er tradition for et godt samarbejde mellem erhvervsvirksomhederne og de mange uddannelsesinstitutioner i Kolding. Allerede i Folkeskolens ældste klasser får børnene gennem praktikperioder lejlighed til at lære tilværelsen på en arbejdsplads at kende. Det gør valget af efterfølgende uddannelse og erhverv lettere for børnene.
En lang række uddannelser er etableret i kraft af samarbejdet med erhvervslivet. Såvel inden for undervisning i teknik og design som i markedsføring, økonomi, ledelse og organisation lægges der vægt på at opfylde erhvervslivets behov for at kunne rekruttere veluddannet arbejdskraft samt efteruddanne allerede ansatte medarbejdere.
Bred palet af uddannelser
Kolding Købmandsskole tilbyder udover handelsskolernes grunduddannelse en lang række videregående merkantile uddannelser og individuelle kurser.
Syddansk Universitet, som har afdelinger i Odense, Esbjerg, Sønderborg og Kolding, tilbyder uddannelse blandt andet i fremmedsprog, afsætning, regnskab, organisation, styring og ledelse. Universitetet er meget internationalt orienteret og underviser også et stort antal udenlandske elever.
Den ene af Danmarks to design-skoler ligger i Kolding. Designskolen Kolding anses af mange for at være den førende danske skole. En lang række anerkendte danske kunstnere og industrielle formgivere anvendes som gæstelærere. Det kreative miljø omkring skolen smitter af på kulturbegivenhederne i kommunen, og både byens indbyggere og erhvervsvirksomheder har stor glæde af det tætte samspil med Designskolen Kolding. Godt design spiller en større og større rolle i udformningen af nye industrielt fremstillede produkter.
I samarbejde med arbejdsmarkedets parter er der i Kolding-området skabt en lang række muligheder for efteruddannelse inden for teknik, transport, byggeri, rengøring, metalindustri og meget mere.
De tekniske uddannelsesinstitutioner favner bredt og omfatter også den teoretiske del af fag som dyrebrug, frisør, kok og tjener. Der er således selvstændig Hotel- og Restaurantskole i området. Tekniske Skoler og AMU-Center Trekantområdet tilbyder sammenhængende undervisningsforløb og enkeltstående kurser til virksomheder med særligt behov for efteruddannelse af nuværende og nye medarbejdere med henblik på at kunne indgå i nye fremstillingsprocesser.
Kolding-områdets uddannelsesinstitutioner opfatter sig som en levende del af erhvervslivet i området og er ligesom virksomhederne i stadig udvikling.