Makrelfiskeri

Foto: VisitMiddelfart
Aktiviteter
Fiskevande
Fang de bedste makreller i Lillebælt
Adresse

5500 Middelfart

Fang makrel fra båd eller havne med dybt vand

I juli-september kommer makrellen ind i Lillebælt, hvor fiskeriet har stabiliseret sig de senere år. Allerbedst er at fiske fra både eller havnene med dybt vand, f.eks. Middelfart og Fredericia. Makrellen kan også fanges fra land, hvor du skal koncentrere dig om kyster med dybt vand tæt under land. Makrellen er en bomstærk fighter, som gram for gram nok er den stærkeste saltvandsfisk i de nordlige vande. De fleste fisk er på 0,3-0,8 kg., men større fisk findes ofte og fanget på din spinnestang til havørredfiskeri er det god sport.

Fisker du fra mole, havn eller båd, så vælg en stang der kan håndtere op til 60-70 gram, så du lettere kan løfte fisken fra vandoverfladen og op til dig samt så du kan bruge tungere pirke. Brug et makrelforfang med makrelfluer, så øger du mulighederne for flere makrel i samme kast. Da makrellen nogle dage går flere meter nede kan det være en fordel med livlige pirke på 20-60 gram, som hurtigere kommer ned i Lillebælts strømfulde vand.

Makrelfiskeri er traditionelt bedst tidlig morgen, hvor den indimellem kan ses jagende i overfladen. Kast da hurtigt på kanten af stimen. Men der fanges makrel hele dagen, især fra båd. Prøv eventuelt med din spinnestang og et glideflåd samt en sildestrimmel på en enkeltkrog. Afstanden fra flåd til krog må du eksperimentere lidt med, men ofte finder du makrellen et stykke nede i vandet.

Adresse

5500 Middelfart

Facilities

Fjordfiskeri

Sidst opdateret af