Mountainbikesporet Dragehalen ved Brandbjerg Højskole

Der er udfordringer for store og små, begyndere som øvede på den 1.200 meter lange teknikbane ved Brandbjerg Højskole. Mountainbikesporet, der hedder ’Dragehalen’ på grund af sine snoede pumptracks, byder på flere udgaver, og er altså afmærket med farverne sort, rød eller blå.

Der er mulighed for høj fart, og du kan ud over skarpe sving og hældninger også køre på ujævne sten og op og ned ad ramper. Der er en rød og en blå rockgarden samt drops i blå, rød og sort sværhedsgrad.

Udover, at der er masser af muligheder for at træne dine færdigheder på mountainbiken, kan du også have en hyggelig dag med familien eller vennerne i den tilhørende bålhytte. Her kan du lave mad over åben ild, og der er adgang til en grejbank, som du kan benytte til at udforske skov og vandløb og til at lave mad over bål. Du skal blot booke udstyret via www.udeliv.vejle.dk.